Klaus Holse ny administrerende direktør i SimCorp

Administrerende direktør Peter L. Ravn har besluttet at trække sig tilbage og forlade SimCorp efter mere end 25 år i selskabet – heraf 17 år som medlem af direktionen og de seneste 11 år som administrerende direktør.

Bestyrelsen er taknemmelig for, at Peter L. Ravn med succes har styret SimCorps globale ekspansion gennem mere end et årti, men respekterer Peters beslutning om at prioritere andre aktiviteter. Som hans efterfølger har bestyrelsen udnævnt Klaus Holse til ny administrerende direktør. Klaus Holse er Corporate Vice President i Microsoft og ansvarlig for Microsofts aktiviteter i Vesteuropa og har en lang karriere inden for international IT. Inden Klaus Holse kom til Microsoft, var han adm. direktør i forskellige danske selskaber og før da Senior Vice President i Oracle Corporation.

Peter vil fortsætte med sine opgaver og sit nuværende ansvarsområde i SimCorp og forberede en gnidningsfri overgang til Klaus, som vil tiltræde den 1. september 2012. Efter denne dato og indtil udgangen af året vil Peter stå til rådighed for bestyrelsen.  

Klaus Holses vederlag i SimCorp er i overensstemmelse med den af generalforsamlingen den 29. marts 2012 fastsatte vederlagspolitik. Som en del af Klaus Holses direktørkontrakt er det aftalt, at han vil blive tildelt en særlig engangskompensation bestående af betingede aktier til en markedsværdi af DKK 10.000.000. Aktiekursen, som er anvendt til opgørelse af markedsværdien, er DKK 932,7. Endelig retserhvervelse til de betingede aktier sker med 60 % 3 år efter den faktiske tiltrædelsesdag, 20 % 4 år efter den faktiske tiltrædelsesdag og 20 % 5 år efter den faktiske tiltrædelsesdag på betingelse af Klaus Holses fortsatte ansættelse som administrerende direktør i SimCorp. Ovenstående betingede aktier tildeles under forudsætning af, at Klaus Holse senest på tiltrædelsesdagen har investeret i aktier i selskabet som modsvarer en markedsværdi på DKK 5.000.000. Denne investering skal opretholdes i 5-års perioden, dog således at investeringsforpligtelsen aftrappes forholdsmæssigt i forhold til retserhvervelsen af de betingede aktier.

Spørgsmål om denne meddelelse kan rettes til:
Jesper Brandgaard, bestyrelsesformand i SimCorp A/S ) (+45 3544 8800, +45 44 42 32 95) eller
Peter L. Ravn, administrerende direktør, SimCorp A/S (+45 3544 8800, +45 4076 1841)